Ny skipper vil være forbillede
”Jeg er ikke blevet skipper, fordi jeg er et kvindemenneske, men fordi jeg har vist en interesse for det her, siden jeg begyndte på skibet for ti år siden”, fastslår Heidi Nystrand, som er det seneste skud på stammen af Martha skippere. ”Jeg synes ikke, det handler om køn. Derimod fortæller det noget om, at vi har en progressiv forening, der har været i udvikling siden den stiftende generalforsamling i 1973. Fra gymnasieeleverne og deres gymnasie lærer, over børnefamilie-feriekollektivet, gennem krise med genopbygning til nutidens alsidige forening, der rummer folk i alle aldre og erhverv. Jeg er fra en tid, hvor køn i virkeligheden er ligegyldig. Det handler om, at panelet af skippere har vurderet, at jeg er kvalificeret til jobbet. Så det må jeg jo være,” fortæller hun.

Kvalifikationer
Hvad får vi så med Heidi som skipper?
”I får en skipper, som ser ind i fremtiden, som ikke er bundet af ”det plejer vi”, og ”sådan gør man på Martha”. Jeg har et stort netværk, så jeg ved, hvad der rører sig i træskibsflåden og synes, det er skideskægt at stikke snuden i det, de andre laver for at dele viden og udvikle venskaber på tværs af de gamle skibe.”
Heidi forklarer, at det for hende at se er vigtigere, at hun er uddannet underviser, end at hun er kvinde. ”Jeg er ret god til at instruere og uddelegere opgaver. Det er jo det, jeg professionelt arbejder med. Jeg er specialist i at se det enkelte menneske for det, det kan. Så får I en skipper, der tør dele ansvar og lade andre tage sig deres tid til at finde de tovender, der skal bruges. Jeg håber, I vil opleve, at jeg skaber et inkluderende læringsmiljø. Jeg ved godt, at hvis jeg skal have Marthanerne til at følge mig, så må jeg give plads og opmuntre, således at folk på dækket ikke føler sig som kulier fra 1700-tallet, mens Heidi Nystrand står på agterdækket og skriger sig blå i hoved og vil det hele selv. Det mener jeg, at nogen har pillet af mig”, siger hun med et smil.
Heidi håber, at hun kan være et forbillede for medlemmerne. ”Jeg er meget bevidst om, at hvis den her forening skal overleve, så er vi nød til at trække nye kræfter til. Også på skipper og styrmand-pladserne. Så jeg håber, at der er nogen, der tænker, at ”hvis hun kan, så kan jeg også”.”
Heidi slutter med at fastslå, at hun nyder Martha fællesskabet. ”Det er en slags storfamilie, der opstår, når vi mødes. Jeg nyder, at der hilses hjerteligt, når vi ses. Der grines og slåes ”tøhøer” og sparkes dæk. Så jeg glæder mig til stille og roligt, lige som vi plejer, at tage i ”sommerhus” med jer.”