Skonnerten Martha er bygget i Vejle i 1900 og er dermed et af få tilbageværende repræsentanter for fortidens maritime handel mellem havnebyer i Danmark, Sverige, Norge og Østersøen. Skibene blev kendt som “havets gråspurve” – fordi de var flittige og konstant i bevægelse lige som den lille fugl.

Mens sejlruten forbliver den samme, har tiderne ændret sig markant. I dag er Martha ikke blot et skib, men et levende fællesskab af sejlentusiaster i alle aldre, forenet af en fælles lidenskab for at restaurere og sejle et historisk skib. Skibet er ejet og drevet af en engageret non-profit forening, bestående af omkring 90 medlemmer fra hele Danmark (og nogle få fra udlandet), som mødes for at dele sejloplevelser og vedligeholdelsesarbejde på skibet.

Læs mere om skibets spændende historie længere nede på siden og læs mere om foreningen her.

Da Martha løb af stablen i 1900, havde hun ingen motor. Frem til 1923 sejlede hun udelukkende for sejl – og med arbejdskraften fra bare tre personer. I 1923 fik hun installeret en motor, som i dag er opgraderet til en moderne 120 HK Perkins.  Vi bruger primært motoren, når vi sejler ud og ind af havnene, og alle medlemmer elsker lyden, når sejlene er sat, og motoren bliver slukket.   

Martha er erklæret bevaringsværdig i gruppe B af Skibsbevaringsfonden. Det betyder, at hun skal restaureres og bevares, så hun over dæk fremstår som på et givent, tidligt tidspunkt i sin historie. Foreningen bag Martha har valgt at dette tidspunkt skal være 1923 – altså efter hun fik motor. Mens der over dæk kun er få afvigelser fra dette – som fx de vigtige redningsflåder – ser det indre af skibet noget anderledes ud. I 1923 udgjorde det nøgne lastrum langt størstedelen af skibet. Agter var der en skipperkahyt og forrest et lukaf til de to besætningsmedlemmer. I dag er det meste af lastrummet ombygget til et hyggeligt storrum med køjer rundt i siderne og et solidt spisebord med plads til mindst 18. Vi har en moderne kabys med gaskomfur og køleskab. Der er også blevet plads til et rummeligt toiletrum med et moderne søtoilet med opsamlingstank. En del af forskibet er inddraget til soverum, mens skipperkahytten agter er næsten uændret – dog er det også her, at det vigtige elektroniske navigationsudstyr gemmer sig. I alt har vi 18 køjepladser om bord.

Bliv en del af vores forening, dedikeret til at bevare og sejle ind i fremtiden med Martha som et levende symbol på vores maritime arv.

Her kan du dykke ned i Skonnerten Marthas lange historie. Den bedste måde at lære skibet og dets historie at kende på er dog at melde sig ind i foreningen og være med til at sikre, at skibet bevares for kommende generationer.

Fra 1899 til 1971

Martha blev bygget på Lindtners Værft i Vejle, som omkring det forrige århundredeskifte var en aktiv havneby med flere værfter.

Kølen til skibet blev lagt i 1899, og stabelafløbningen fandt sted den 7. februar 1900. Skibet, som dengang hed Helga, var bestilt af en købmand fra Kolding, men allerede i 1901 blev skibet købt tilbage til Vejle af købmand C.C. Gadebjerg, som ændrede skibets navn til Andreas.

Skibet var et af mange småskibe, som blev bygget på danske skibsværfter i de år. De små skibe var den hurtigste og billigste måde at fragte varer som sten, korn, gødning og stykgods mellem havne i Jylland, på Sjælland, i Sverige og i Tyskland.

Af anløbsbøgerne fremgår det, at Martha bragte blandt andet brosten og hvede til Vejle, så nogle af brostenene i Vejles gamle gader er fragtet hertil fra Varberg i Sverige i Marthas rummelige lastrum og nogle af byens daværende 14.000 borgere har spist brød bagt af sjællandsk hvede, der er sejlet hertil i Marthas bug.

Du kan læse mere om Vejles udvikling til driftig havneby i bogen ”Martha – en skonnert gennem hundrede år”, som Martha-medlemmet Thorkild Sandbeck skrev i anledning af skibets 100-års fødselsdag i år 2000.

I 1914 blev Martha solgt til Marstal på Ærø og skiftede navn til K. Hay, men fortsatte ellers som hidtil med at fragte gods. I 1923 fik hun sin første motor, hvilket må have været en lettelse for besætningen, der på den tid bestod af tre mænd. Når vi i dag sætter sejl, er vi som regel fire personer om at sætte storsejlet, det samme med skonnerten og to eller tre personer på fordækket til at sætte de tre forsejl.    

Navnet Martha fik skonnerten i 1935 i forbindelse med endnu et ejerskifte. Og sådan fortsatte hun sit liv, mens århundredet skred frem. Forskellige besætninger sejlede hende gennem de næste 26 år, hvor hun blandt andet overlevede endnu en verdenskrig, fik et styrhus, masterne blev mindre, hun sejlede med gods og ind imellem med smuglervarer, hun overlevede grundstødninger og kollision og fungerede som ”matrosfabrik”. I 1961 var hun godt slidt og blev solgt som stenfisker, hvilket ofte var sidste station før slagtning for de gamle træskibe. Martha holdt som stenfisker i 11 år under navnet Stf. 1209, men så var hun også nedslidt.

Sådan fandt den unge gymnasielærer Kristian Blak Nielsen hende i Faaborg i 1971. Han havde en vision om at bevare et gammelt træskib for eftertiden og faldt for Martha, hvilket blev hendes redning og begyndelsen på et helt nyt kapitel i skonnertens liv.

Foreningen til Skonnerten Marthas Restaurering

De næste år kastede Kristian Blak sin kærlighed, sin tid og sine sparepenge i arbejdet med skibet. Han fik hjælp fra venner og bekendte, der delte hans vision om at restaurere skonnerten til tidligere tiders pragt og ære. Det var et muntert liv med sang, musik og fest om bord – og masser af hårdt, beskidt arbejde med materialer, som kostede mange penge. Efter et par år måtte Kristian Blak erkende, at opgaven med at restaurere Martha var for stor en opgave for én person – økonomisk og praktisk. Sammen med en gruppe venner dannede han Foreningen til Skonnerten Marthas restaurering og solgte skibet til foreningen for en krone.

Martha var slemt nedslidt efter at have været stenfisker. Riggen var forsvundet, der var blot en halv fokkemast tilbage og på agterdækket tronede et meget uoriginalt styrehus. Men hvordan havde Martha set ud, da hun løb af stablen mere end 70 år tidligere? Foreningen fandt frem til et billede fra 1923, hvor Martha fik sin første motor, og besluttede, at det blev forbilledet for genrejsningen af skonnerten.

Skibet var i så ringe stand, at det kun kunne få midlertidig tilladelse til at sejle frem og tilbage til bedding i Søby på Ærø hvert år. Beddingen varede hele sommerferien, og marthanere fra hele landet rejste til Ærø og boede og arbejdede på skibet.

Marthanerne var nok ivrige og arbejdsomme men de vidste meget lidt om at renovere et gammelt træskib. De fleste var fattige studerende, så penge havde de heller ikke. Planker i svedekasser, kalfatrekøller og spiger i spanter – både sproget og handlingerne var noget man lærte sig undervejs med en masse læsning og sagkyndig vejledning fra bl.a. folkene på værftet i Søby.

Finansieringen til restaureringen kom fra dels fra marthanernes egne lommer, dels fra indsamlinger, donationer fra fonde og en del fra orkestret Bramsejlerne, der spillede på værtshuse og donerede indtægten til Martha. Ingen ægte marthaner lod en chance gå fra sig for at tjene penge til skibet. 

Først i 1980 tronede der igen to høje pælemaster over Marthas dæk, men der skulle gå endnu tre år, før Martha endelig i 1983 fik fartcertifikat til andre ture end beddingsturene, så sommerferien kunne bruges på ferie og ikke kun arbejde. Sejlturene var fortrinsvis familieture og gik mest til øerne rundt i Danmark. Skibet havde da fire sejl: klyver, fok, skonnertsejl og storsejl.

Siden 1975 har Marthas hjemby igen været Vejle. Her er marthanerne mødtes året rundt for at arbejde på skibet, så det år for år er blevet stærkere og samtidig mere original. Spanter, køl og stævn er blevet skiftet, nye master er kommet til, flere sejl og nyt dæk. Arbejdet er blevet udført af marthanerne selv men med hjælp og støtte fra professionelle bådebyggere på værfter rundt i landet. I 1986 blev Skibsbevaringsfonden oprettet, Martha blev erklæret bevaringsegnet og modtog støtte fra fonden på visse betingelse. I 1999, 100 år efter kølen blev lagt, triumferede Martha ved for første – og hidtil eneste gang – at vinde kapsejladsen Fyn Rundt for Bevaringsværdige skibe.

På trods af at Martha blev stadig bedre sejlende og velholdt, skete der i 2004 en katastrofe, som satte dybe spor hos marthanerne.

Et tragisk forlis og tiden derefter

Den 10. juli 2004 forliste Martha ved en tragisk ulykke ud for Grenaa. På en sejlads primært for Marthas unge medlemmer med en af foreningens erfarne skippere bag roret, sprang Martha læk og tog vand ind. Trods besætningens indsats for at pumpe vand ud, blev situationen så alvorlig, at to redningsbåde fra Grenaa blev tilkaldt. Under redningsmanøvren, kæntrede skibet og sank hurtigt. To højt skattede og erfarne medlemmer blev fanget om bord og omkom, mens resten af besætningen blev bjærget.

Forliset efterlod foreningen i chok og sorg. Og med kort tid til at træffe en stort beslutning: skulle man lade skibet hugge op og opløse foreningen eller vælge at kæmpe for, at skibet igen kunne blive en stolt skonnert. Medlemmerne havde trods alt arbejdet og sejlet med skibet i 32 år. Restaureringen af skibet var godt i gang – så sent som samme vinter var store dele af forskibet nyistandsat på værftet i Hobro. At smøge ærmerne op og gå i gang med en stor opgave bid for bid, var noget man allerede kendte i foreningen.

Medlemmerne stod sammen i sorgen og besluttede, at Martha skulle overleve og restaureringsarbejdet fortsætte. Den opmærksomhed, Martha havde fået på grund af forliset, gav yderligere støtte og betød nye medlemmer, som ville være med til at bygge skibet op igen. Med erstatningssummen fra forsikringen, medlemmernes støtte samt donationer gik man igen i gang med restaureringsarbejdet i samarbejde med og støtte fra Skibsbevaringsfonden.

Arbejdet foregik dels i Vejle og dels på værft. I Vejle havde foreningen været så heldig at få fat i nogle lokaler, der kunne indrettes til værksted. Via medlemmers netværk og donationer fik man også egnede maskiner. Dermed lod det sig gøre at få lavet en arbejdsplads til de mange projekter, der var forbundet med at få Martha restaureret. Martha blev tømt indvendigt, masterne blev taget af og lagt hen til senere behandling. Motoren, rigningen og alle elinstallationer blev kasseret og fjernet.

En styrket forening med flere medlemmer og nye kræfter trådte til og gik i gang med arbejdet. Dette skete naturligvis på baggrund af de erfaringen, man havde fra de forskellige renoverings- og restaureringsprojekter, man allerede havde været igennem. 30 års granskninger, forsøg og erfaring fornægter sig ikke.

Tre år efter forliset kunne Martha igen sejle ud af havnen i Vejle og sætte sejl.

Safty Management System (SMS) og ansvarlig organisation

Forliset var en forfærdelig hændelse, som foreningen har taget ved lære af. Ikke kun i renoveringsarbejdet men i alle forhold omkring arbejde og sejlads med Martha.

Et af de vigtigste tiltag efter forliset var etableringen af et SMS-udvalg, som har til opgave at opsamle og formidle alle forhold omkring sikkerhed, regler, rapportering og overlevering samt sikre ethvert medlem adgang til indsigt og indsigelse i ethvert forhold omkring Marthas sikkerhed. Dette system er stadig aktivt og opdateres hvert år.

Alle medlemmer, der ønsker at sejle med Martha, skal på træningstur mindst hvert andet år. På træningsturene, som afholdes inden sæsonen går i gang, gennemgår erfarne besætningsmedlemmer de forskellige sikkerhedsruller med de øvrige medlemmer. Alle sejlturer begynder med, at skibet gennemgås, og sikkerhedsrollerne fordeles til de besætningsmedlemmer, der har været på træningstur. Således er der på hver eneste tur en besætning, som ved præcis, hvad de skal gøre i tilfælde af brand, læk eller mand over bord.

Læs mere om Skonnerten Martha