Vi fejrer vores Martha

Lige nu – her sidst på året – tilbage i 1899 havde skibstømrerne og arbejderne på Lindtners Værft travlt med at bygge endnu en skonnert.  De byggede på klamp, de huggede til, de sleb og pudsede egetømmeret fra Munkebjergskovene i den skonnertform, de efterhånden kendte så godt. Den 7. februar 1900 var de færdige. Den tomastede skonnert Helge blev søsat og begyndte sin anslåede 30-års tjeneste i den danske handelsflåde. At den tjeneste blev så meget længere end forventet, og at skonnertens liv siden blev forlænget af en flok sejlskibs- og fællesskabsentusiaster, var der ingen der dengang havde forudset. Skonnerten, som siden 1923 har heddet Martha, har ført et langt og omskifteligt liv. Som 125-årig står hun vel smukkere, mere sikker og bedre vedligeholdt end nogensinde før.

Det skal fejres – derfor holder vi

 

Jubilæumsfest lørdag den 8. februar 2025

Program (med forbehold for ændringer)

  • Kl. 16:00 Vi mødes på kajen ved Martha til fødselsdagskage, kaffe og fødselsdagssang
  • Kl. 17:00 Går vi sammen til Vejle Lystbådehavn, hvor Panoramasalen danner rammen om en hyggelig aften/et brag af en fest. Vi skal spise godt på ægte Martha-manér, hygge os og forkæle ørerne med dejlig sømandsmusik. Taler, sjove anekdoter og anden underholdning er velkomne.

Egenbetalingen bliver på 250 kr. som betales i forbindelse med tilmeldingen.

Drikkevarer – heriblandt en helt særlig specialbrygget Martha Jubilæumsøl – kan købes til kendte Martha-priser.

Skal du med?

Hjælp søges!

Som vi marthanere så udmærket ved, er der ikke noget, der kommer uden arbejde.
Jubilæumsgruppen har brug for hjælp til at stable alletiders fest på benene. Vi skal bruge:

  • Marthagryde. Seks mad-marthanere, som vil lave deres personlige version af en Marthagryde inkl. tilbehør til 6-8 personer.
  • Kage. Fire kage-marthanere, som vil bage fødselsdagskager.
  • Shanty. En eller flere shanty-marthaner, som vil skrive fødselsdagsvers til the never ending Martha Shanty.
  • Praktik. En flok praktik-marthanere, som vil hjælpe med den praktiske afvikling på dagen.

Tilmelding til opgaver sker til Ina på inaalave@gmail.com – eller hvordan du nu kan få fat på mig – så snart du ved, at du kan hjælpe. Her kan du også give besked, hvis du har et indslag til underholdningen, så giver jeg besked til HP, som koordinerer de festlige indslag.