Her kan du læse om, hvad der blev drøftet på bestyrelsesmødet i slutningen af maj.

 

Det har længe rumsteret, at Martha nok snart skal have udskiftet den gamle køl. På forårets bedding i Middelfart viste det sig dog, at så meget haster det dog heller ikke.

Det kan du læse meget mere om nedenfor i Poul Mouboes referat fra bestyrelsesmødet den 27. maj. Her kan du også læse om overvejelserne om, hvad medicinkisten på Martha skal indeholde. Der er noget om et brandslukningskursus til oktober og om Vejle Fjord Festivallen og Vejle Havns 200-års fødselsdag, den 27. september.

Referat fra bestyrelsesmødet den 27. maj 2026

Det gik rigtig godt på beddingen i Middelfart. Der dukkede ingen store problem op. Den samlede pris for bedding endte på 34.000 kr. omfattende arbejdsløn og materialer.

Dybdemåleren er desværre blevet overmalet og er derfor ikke stabil. Malingen er svær at fjerne, og for at dette kan gøres, skal Martha igen på bedding. Martha er dog funktionsdygtig og kan sejle.

Chris har set på kølsprængningen og har udtalt, at der ikke er pres på nu – det kommer dog. Han foreslår, at vi indhenter et overslag/tilbud fra værftet i Hvide Sande og får dette fremskrevet 2-3 år. Herefter kan vi begynde at søge fonde, således at vi er klar til arbejdet, når pengene er der.

  • Kostbar diesel:
    Der er på nuværende tidspunkt brugt mange penge.
    Forsommerens tur til Helsingør har været dyr i diesel. Sammenholdt med de stigende brændstofpriser giver det os et mindre overskud end sidste år.
    Vi skal overveje en prisstigning for medlemmerne på brændstof fra næste år.
  • Medicin ombord
    Der er enighed om, at der
    ikke skal være receptpligtig medicin ombord.
    Vi går ind for praktisk førstehjælp, ikke det store udstyr.
    Poul Mouboe overtager opgaven med at bestemme nyt indhold samt kassere det forældede.
  • Brandslukningskursus i Herning:
    Der sendes invitation ud til medlemmerne efter mødet i august.  Kurset finder sted den 3. oktober 2026, så sæt kryds i kalenderen allerede nu.
     
  • Rent værksted
    Der skal ske en stor oprydning og sortering, før det bliver efterår, da der er kommet mange (ikke brugbare) donationer af værktøj mm. Vi er glade for donationerne, men doner må godt lige kigge på brugbarheden af værktøjet – er det funktionsdygtigt mm.
  • Ugetur ændres til weekendtur
    Uge 32 ønskes ændret til en weekendtur pga. manglende tilslutning. 
  • Faste regler for aflysning
    Der efterlyses faste regler for, hvornår en tur gennemføres/aflyses. Det er ikke tilfredsstillende med usikkerheden om en tur bliver til noget eller ej. For nuværende er reglen, at melder man fra en tur senere end 14 dage før får man ikke refunderet turen – hvilket vil sige, at en uge tur skal officielt aflyses ikke senere end 14 dage før.
  • Mandskabsmangel til og fra fjorden – ny regel
    Der er næsten altid mandskabsmangel til ”transportturene” til og fra ”Limfjorden Rundt” – uge 37. Samtidig er der også næsten altid venteliste til selve ugen.
    Der bliver indført en regel, der siger: Hvis du skal deltage i Limfjorden Rundt, skal du også stille dig til rådighed til en af turene frem eller tilbage til Limfjorden.
    Reglen skal indføres allerede fra i år, og skipper på turen skal informeres og sørge for, at den allerede tages i anvendelse i år.  Foreløbig er der kun 9 på turen til Limfjorden og kun 3 til at sejle den hjem. Så derfor – ring eller skriv til enten skipper Jesper for turen til Limfjorden og/eller til skipper Søren for turen fra Limfjorden og tilbyd din hjælp. Eller meld dig til på Conventus.
  • Vejle Fjord Festivallen
    Anne Mette har allerede lagt noget op på Facebook og bedt om hjælp og ideer. Vi kan bruge alle kræfter – det bliver en festlig dag.
    Datoen er den 29. og 30. august. – Conventus er åben og det er ganske gratis.

  • Havnens 200-års fødselsdag den 27. september:
    Også dette bliver en festlig dag, hvor Martha skal tage sig ud fra sin allerpæneste side som hun gjorde det til vores eget jubilæum så det skal hun også her.

    Der bliver fest og boder på havnen – søfarten gennem de sidste 200 år vil blive vist på fornemmeste vis. Der vil være et damplokomotiv til at køre med publikum og man vil have et hybridskib liggende i havnen som nogle af de to yderpunkter af historien.
    Tilmelding er nu også åben på Conventus – nærmere program tilgår fra Havnen. Det skal siges, at vi ikke er med i planlægningen, men ene og alene stiller Martha med egen besætning til rådighed for Havnen og publikum. 

  • Næste bestyrelsesmøde er den 12. august.


M.v.h.
Poul Mouboe