• Vejleding til websidens tilgængelighed
  • Link til forsiden
  • Send en mail til webmaster
  • Oversigt over hjemmesiden

Vis nyhed

Niels Kobberoe fortæller fra sin tur med Bark Europa

 


Dagbog over 1.700 sømil ud på Nordatlanten

Vi sætter sejl til en tur, hvor vi sigter mod at tilbagelægge mere end 1700 sømil over Nordatlanten, Den Engelske Kanal og den sydlige del af Nordsøen. Vi forventer, at denne tur vil give os mulighed for at få et glimt af det enorme ocean, med sine spektakulære solnedgange og solopgange, dens herlige stjerneklare nætter og dens vidunderlige skabninger. Vi skal sejle på den vestlige passatvind, ride på bølgerne, mens vi under os krydser Abyssal sletten, efter at vi har forladt de vulkanske øer, der kulminerer i dette område på den længste bjergkæde på Jorden, Mid-Atlantic Ridge.

 

Dag 1: 25. maj 2014 Port of Horta, Faial, Azorerne.

38 o 34'S    28 o 42'W

Efter et par hektiske dage, hvor det faste mandskab har gjort skibet klar til sejladsen med os nye, var vores tur klar til at begynde. Efter en runde, hvor vi kunne gøre os fortrolig med skibets indretning og en teoretisk “mand over bord” øvelse, var vi omkring 10:30 klar til afgang. Tecla, en hollandsk galease, som havde fulgt Europa det seneste halve år, kastede sine fortøjninger for at gøre plads, så Europa kunne manøvrere sig fri. Tecla blev tilbage på Azorerne, da de endnu havde et par reparationer, de skulle have udbedret.  Vi kunne nu kaste vores fortøjninger og med brølende af vores motorer som baggrunds lyd, forlod vi langsomt molen. Tre af den tidligere besætning stod på kajen, for at vinke farvel til os og da alle trodser havde sluppet kajen, hilste vi Horta farvel med tre lange blæs fra skibets enorme horn. Nogle af den nye besætningen kneb et par glædes tårer, da den melankolske lyd af hornet gennemborer selv den hårdeste sjæl.

Nu var vi igang, og vi forsatte med at sætte nogle flere sejl. De første sejl var allerede sat af de erfarne besætningsmedlemmer, der har været på skibet i mere end en måned, mens vi stadig lå til kaj. Vi fik hurtigt sat undermærssejlene og overmærssejlene, og vi kunne nu mærke, hvordan skibet forsigtigt flyttedes med vinden. Vulkanen Pico var vores baggrunds kulisse, og den stod skarp og hævede sig fra havet mod himlen i sin fulde højde på 2351 meter. Endnu flere sejl blev sat, denne gang de to underbramsejl, de to overbramsejl og forerøjlen og storrøjlen, samt de seks mellemstagsejl.

 
 

Niels højt til vejrs på Bark Europa. Det er Niels
nederst til højre.

Senere på eftermiddagen gav Elliot og Robbie nogle grundlæggende instruktioner i, hvordan man kunne klatre sikkert i riggen. De der ønskede at prøve kræfter med riggen, fik lov til at klatre op på den første platform på hovedmasten, og ned igen på den anden side. Var det klaret, var man frigivet til at klatre det man magtede. Blot var der tre regler man skulle overholde. Ingen spiritus før der skulle klatres, ikke klatre når man var på vagt, med mindre man blev bedt om det af den faste besætning, og besætningen skulle altid vide, når du klatrede i riggen. Da vi nåede ind i farvandet, der adskiller øerne Faial og Pico, ændrede vi kurs mod nord-nord-øst, med kurs mod det europæiske kontinent. Inden for få timer begyndte øerne at forsvinde i horisonten, øerne Sao Jorge og Terceira var i sigte om styrbord, og pludselig havde vi Graciosa i horisonten, som skulle være det sidste land vi ville se de næste mange dage. Vinden var en moderat brise, som holdt os gående med en hastighed på et par knob.

Som vi forlader Azorerne, er vi nu begyndt at komme ind i en ny region af oceanet med dybere vande og med rigere marine liv og vores besætning på udkigsposten fik hurtigt spottet et par delfiner og nogle uidentificerede havfugle. Kl 20:00 havde vi vores første møde med kaptajnen, som forklarede husordenen og Eduardo informerede om de kommende aktiviteter ombord. Natten gik begivenhedsløs og roligt hen med forerøjlen og storrøjlen bjerget for natten, mens lyset fra fyrtårnet på Graciosa langsomt forsvandt i horisonten. Enkelte stjerner kunne stadig ses på himlen, med de forsvandt også, da himlen skyede til i løbet af natten.nogle grundlæggende instruktioner i, hvordan man kunne klatre sikkert i riggen. De der ønskede at prøve kræfter med riggen, fik lov til at klatre op på den første platform på hovedmasten, og ned igen på den anden side. Var det klaret, var man frigivet til at klatre det man magtede. Blot var der tre regler man skulle overholde. Ingen spiritus før der skulle klatres, ikke klatre når man var på vagt, med mindre man blev bedt om det af den faste besætning, og besætningen skulle altid vide, når du klatrede i riggen. Da vi nåede ind i farvandet, der adskiller øerne Faial og Pico, ændrede vi kurs mod nord-nord-øst, med kurs mod det europæiske kontinent. Inden for få timer begyndte øerne at forsvinde i horisonten, øerne Sao Jorge og Terceira var i sigte om styrbord, og pludselig havde vi Graciosa i horisonten, som skulle være det sidste land vi ville se de næste mange dage. Vinden var en moderat brise, som holdt os gående med en hastighed på et par knob.

 

Dag 2: 26. maj 2014 Nordatlanten

39 o 53 'N    26 o 56 'W.

Tidligt om morgenen satte vi igen forerøjlen og storrøjlen, forsejlene og de øverste mellemstagsejl. Med denne konfiguration af sejl, sejlede vi blødt over Atlanterhavets lange bløde bølger med en hastighed på omkring 6 - 7 knob. Efter morgenmaden skulle der skures dæk for at holde teaken ren. Efter dette valgte Harko, vores kaptajn, at vi skulle sætte storsejlet og flying jibben, da den konstante vind fra agten for tværs også kunne bære disse to sejl, og denne sejlføring skulle holde i flere dage. Storsejlet blev staget ud i skødepunktet, for at få så meget fart ud af sejlet som muligt.

For den nye besætning var der tid til de første aktiviteter på vores tur, nemlig en ordentlig introduktion i håndteringen af det løbende gods. Denne aktivitet blev ledet af Emma og Pelle. Vi fik gennemgået alle de nødvendige kommandoer, for en sikker håndtering og arbejde med tovværket fra dækket. Herefter var det muligt at høre folk råbe de typiske kommandoer: “heave”, “make fast”,  “cast off” eller “one step forward”. Hele lektionen blev gentaget om eftermiddagen for dem der havde været på vagt ved første gennemgang.

Som vi bevæger os væk fra øerne, ser vi stadig liv i og omkring havet, fra især hoveddækket. I går havde nogle af besætning rapporteret sigt af  terner, andre uidentificerede havfugle, muligvis kaskelothvaler og en del spinner delfiner. Alle disse seværdigheder vil fortsætte lidt endnu, alt imens vi forlader Azorerne og begiver os ud på det dybere Nord Atlanten.

 

 
   

Dag 3: 27. maj 2014 Nordatlanten

41 o 34'N    24 o 30'V.

Vi blev stadig skubbet forsigtigt fremad af en moderat brise med den rigtige vindretning, nordvest. Vi er i bogstaveligste forstand på vej ud på dybt vand, denne gang et gigantisk område på størrelsen med Spanien og Portugal, med dybder på mere end 4000 meter under havets overflade. Fra nu af skal vi ikke forvente at se meget mere liv i havet og i luften, og det der kan forventes at være, vil være begrænset til enkelte hvaler og delfiner. Og nu hvor vi er kommet ud på det store åbne hav, er vi begyndet at mærke de store bølgers indvirkning på skibets bevægelser, og skibet er nu begyndt at rulle mere. Det første tilfælder af søsyge har også meldt sig, men det vil helt sikkert være ovre i løbet af de næste par dage. Vores middag til middag distance var 151 nautiske miles med en gennemsnitlig hastighed på 6,3 knob. Vores position betyder, at vi er 1384 sømil væk fra vores destination, Amsterdam.

Ved middagstid, og også i løbet af eftermiddagen blev stilheden brudt af mystiske lyde fra de to Caterpillar motorer, da vores maskinmester, Australieren Gregg, kørte nogle test på dem.

Besætningsmedlemmerne, Amelia, Emma, Elliot og Pelle fortsatte i dag deres lektioner om sejl håndtering, med hovedvægt på kapitlet om råsejl. Emma og Pelle fra styrbords vagt underviste os i, hvordan råsejlene håndteres og trimmes (brasses). Til det formål brugte de en skalamodel af et råsejl, hvor de forklarede navnene på det tilhørende tovværk og deres funktion på sejlet. Efterfølgende øvede vi os på Stor overbramsejlet, lærte om dets halyards, clue-, bunt- og sheetlines. Det samme blev gentaget om eftermiddag ved Amelia og Elliot, så allerede nu var vores færdigheder væsentligt stigende, og vi kunne begynde at føle os som et “rigtigt” besætningsmedlem.

Om aftenen holdt Eduardo et foredrag om sænkningen af det tyske slagskib Bismarck. I sit foredrag, ledsaget af billeder, beskrev han skibet, dets store besætning og ikke mindst Operation "Rhinen Exercise", hvor hun kom i kamp og sank HMS Hood. Slaget førte til den største jagt i maritim historie, som kulminerede med hendes forliset den 27. maj 1941 på positionen 48 o 10 'N og 16 o 12' W, ikke langt fra den planlagte rute for Bark Europa på vej til Amsterdam. Foredraget blev givet for at illustrere, hvad der var hent i disse farvande for 73 år siden.

Om morgenen fik vi mulighed for at opleve et par grindehvaler (globicephala melas). Grindehvaler er typisk for Azorerne og dette område af Nordatlanten. Grindehvaler er nemme at genkende på grund af deres løgformede hoved og den lange rygfinne med en kroget form hos hannerne. De har en længde, der spænder fra 3,5 til 7 meter, og de kan veje op til 3,8 tons. Deres levesteder er i temperede og polare farvande over hele kloden, undtagen i Stillehavet.

 

Dag 4: 28. maj 2014 Nordatlanten

43 o 05'N    22 o 13'W.

Azorerhøjtrykkets fortsatte opbygning, sammen med et tilhørende lavtryk vil helt givet betyde mindre vind for de kommende 24 timer, hvilket vil betyde et fald i hastighed og en ændring i vindretningen. Derfor er der stor chance for, at vi om nødvendigt fortsætte vores sejlads for motor i løbet af de kommende 24-48 timer. Indtil videre har vi ikke ændret på sejlene, og vi fortsætte med at gå for vinden. I løbet af formiddagen gennemførte den faste besætning en øvelser med brandslukningsudstyr ned gennem de forskellige rum i skibet, så for en stund kunne vi se Pelle og Emma bevæge sig rundt på hoveddækket, fuldt udrustet i røgdykkerudstyr.

I et par dage har havet været dækket med en grøn-grålig farve. Janice, en af den medrejsende besætningsmedlemmer spurgte i dag Eduardo, hvorfor havet havde denne farve, og svaret var, at det skyldes den store tilstedeværelse af en type mikroskopisk plankton kaldet kiselalger. Kiselalger er de organismer, der giver havet den grønlige farve, som den vi har været vidne til i havet i løbet af de seneste dage. Med hensyn til hav bundens beskaffenhed, krydsede vi i dag henover toppen af Kings Trough og Antialtair Seamounts, to kontraster på bunden af Atlanten, hvor et gigantisk undersøisk bjerg stiger fra 6324 meter ned under havets overflade til blot 892 meter under havets overflade.

Idag var havet også dækket af tåge, og derfor var den nedsatte sigt skyld i, at vi ikke kunne se horisonten omkring. Vores radar var derfor til stor hjælp for os til at spotte skibe i nærheden. Vores sigtbarhed var på omkring 3 nautiske miles. Et godt eksempel på radarens hjælp var, hvad der skete i løbet af natten, da fragtskibet Hansa Europa på mere end 240 meters længde, undervejs til Cartagena i Colombia, passerede os inden for 6,3 sømil. Vi kunne ikke se det til trods for dets størrelse og den lille distance til det, men vores radar tillod vores kaptajn, at kunne holde et godt øje på dens bevægelse og manøvre. Det samme blev udført af den vagthavende officer om bord på Hansa Europa, som hjulpet af radio, kaldte vores bro til at bekræfte afstanden og de manøvrer, vi lavede midt i tågen. Vores middag til middag sejlads var på 138 nautiske miles, og der er stadig 1247 sømil at sejle til Amsterdam.

 

Day 5: 29. maj 2014 Nordatlanten

44 o 24'N    20 o 16'V.

Vi havde en rolig morgen, præget af meget begrænset sigtbarhed. På et tidspunkt i løbet af den tidlige morgen, hvor vinden aftog, blev storsejle bjærget og sejlet blev pakket. Havet var endnu grønnere og mens morgentågen stadig var over os, satte det en mystisk stemning omkring båden. Efter vi havde bjærget storsejlet, brasede vi de øvrige sejl med hjælp fra alle mand det befandt sig på dækket. Senere omkring 09:30, besluttede Harko sig for, at starte styrbords motor. Vores middag til middag sejlads var på 114 sømil.

Ved at drage fordel af de rolige vindforhold denne morgen underviste besætningsmedlemmerne Emma og Pelle i håndteringen af de enkelte stagsejl. Efter en kort teoretisk forklaring til de involverede blev fald, skøder og nedhalere fordelt mellem de nye af Emma, og herefter kunne man se en hel del af de stagsejl vi har ombord fare op og ned af stagene. Den samme øvelse blev foretaget om eftermiddag med de to australiere Amelia og Elliot som undervisere. I løbet af eftermiddagen havde vi en mand over bord øvelse. Til dette formål, kastede et besætningsmedlem, som foretrækker at være anonym, en redningskrans overbord i styrbord side. Straks fik en del af besætningen på agterdækket øje på “offeret”, og vi begyndte straks at følge proceduren for mand over bord for at få offeret ombord igen. Robbie, et medlem af den permanent besætning klatrede staks op i mesanmasten med en VHF radio på sig, og Pelle og Elliot gjort sig klar til at hoppe i vandet, mens en lang linje blev gjort klar på hoveddækket. Inden for få sekunder, blev det besluttet, at Elliot ville springe i havet iført en af de overlevelsesdragter, vi har om bord. Han blev klar i løbet af et par minutter, alt i mens Harko og Terry manøvrerede skibet for at bringe offeret ind langs siden af skibet. I mellemtiden, fik alle vi andre travlt med at bjerge sejlene. Et par minutter efter mand over bord alarm lød, var alle på plads og sejlene blev taget én efter én. Endelig, omkring 8 minutter efter alarmen var gået, sprang Elliot i vandet, fastgjort til et langt tov, og fik dermed offeret reddet ombord. Hele øvelsen tog mindre end 10 minutter, og da Elliot igen kom ombord med offeret, blev det til stor bifald fra resten af besætningen.

 
   

Om eftermiddag, observerede bagbords udkig 3 hvaler svømmer tæt på skibet, og de identificerer dem som mulige vågehvaler. Sent om aftenen, holdt Eduardo den anden del af hans foredrag om Atlanterhavet. I denne del beskrev han geografi og geofysik i dette ocean, med beskrivelse af temperaturens betydning havstrømmene og dens konsekvenser for vejret, havstrømmene i overfladen og under overfladen, vindens betydning for strømmene, havbunden, de tektoniske plader nedenunder og beskaffenheden på havbunden, såsom den midtatlantiske højderyg .

Hvis alle disse aktiviteter ikke var nok, havde Eduardo endnu en overraskelse på beddingen til os. Et trawl, som vi har havde ombord til at fange plankton med, skulle sættes når det blev mørkt. Trawlet ville blive sat omkring kl. 21.00, og med hjælp af de permanente besætningsmedlemmer blev fiskenettet rigget til og sat i styrbord side af skibet. Umiddelbart efter at dækslysene blev slukket, blev alle vidne til et spektakulær skue af bioluminescens (biologisk lys). Nettet syntes at være omgivet af et blåligt lys med blink og gnister her og der. Efter 15 minutters trawlfiskeri, hejste vi nettet op, og vi undersøgt indholdet af prøven. Vi kunne identificere nogle store samlinger af salps (ved ikke hvad de hedder på dansk), vandmænd og amphipoder (tangloppe). Det var en mindeværdig syn og en fantastisk måde at afslutte vores 5. dag på havet.

 

Dag 6: 29. maj 2014 Nordatlanten

45 o 35 'N    18 o 08'W.

I dag tiltog vinden meget tidligt om morgenen. Da vinden begyndte at vise tegn på hyppigere vindstød, besluttede vores styrmand, Terry, sig for at sætte vores for- og storunder- og overmærssejl. Vinden gav os herefter en gennemsnits hastighed på omkring 3,9 knob, og motoren blev stoppet omkring kl 4:50. Da det nye vagthold kom på dækket, blev alle de andre råsejl sat og vores hastighed steg til 5-6 knob. Denne hastighed blev opretholdt i et par timer, indtil sidst på eftermiddagen, hvor vinden igen begyndte at aftage. Ved 18:30 tiden var vinden igen så svag, at lyden fra motoren igen kunne høres i den agterste del af skibet. Omkring kl. 20:00 blev alle sejl, undtagen inder- og yderklyver bjerget. Natten bragte os et roligt hav og en himmel dækket med skyer. Vores middag til middags sejlads var på omkring 123 nautiske miles og i dag har vi endnu 905 sømil til Amsterdam.

Det er værd at nævne, at idag har nogle af den nye og den permanent besætning været 100 dage på havet. De er Amelia, Claudette, Christina, Connor, Eduardo, Elliot, Nilla, Pelle, Robbie, Roger, Rupes og Sweeney. Tillykke til alle for at være kommet så langt!

I løbet af dagen var vores aktiviteter, foruden sejl håndtering, henlagt til om eftermiddagen, og først på aftenen. Om eftermiddagen gav  Amelia og Elliot nogle lektioner i, hvordan man binder knob og stik og hvor de bruges. Senere på aftenen gav Eduardo et foredrag om Universet. Hans foredrag bestod af tre dele. Første del var en kort beskrivelse af solsystemet, del to var omkring stjernerne, vores galakse og Mælkevejen, og del tre var om hele universet, med sine utal af galakser og galaksehober. Det er helt fantastisk at høre foredrag om så uhåndgribelige ting, som fik os til at reflektere over det univers, vi har under os, i havet, og det store univers vi har over os, himlen.

 

Dag 7: 31. maj 2014, Nordatlanten

46 o 51'N    15 o 50'V.

Der var lidt koldt og tåget i de tidlige morgentimer, og sigtbarheden var begrænset og forbedredes kun lidt frem mod middagstid, hvor tågen lettede og sigtbarheden blev bedre. Motoren havde brummet siden i går nat, og det blev ikke før sent den efterfølgende aften, at den blev stoppet. Vindhastigheden steg en smule kort efter 20:00, hvor Harko besluttet at sætte alle råsejl. Efter at vi havde braset alle råerne på tværs, og fik vi ved fælles hjælp sat alle sejlene en efter en. Det forbedrede vores hastighed en smule, men vi var stadig nød til at holde motoren kørende indtil 23:00. Natten bød igen på et roligt hav og en overskyet himmel. Vores middag til middag sejlads var 129 nautiske miles, og i dag har vi stadig 774 sømil at tilbagelægge, inden vi er i Amsterdam.

På trods af den nedsatte sigtbarhed først på dagen, fik en af vores udkig spottet en underlig finne på havoverfladen. Straks blev det rapporteret til Harko og da skibet kom nærmere, blev det konstateret, at finnen tilhørte en klumpfisk (mola mola). Fisken svømmede fredeligt ved overfladen, og Harko besluttede at vende skibet med henblik på at få et nærmere kig på fisken. Og det var det hele værd! Alle der tilfældigvis var på dækket, fik nu mulighed for at få et nærmere indtryk af denne gigantiske og mærkelige fisk. Eksemplet vi havde fat i, var sandsynligvis omkring 2 meter i diameter og sandsynligvis med en vægt på omkring 1 til 1,5 tons.

Idag passerede vi også omkring 27 sømil fra det punkt, hvor Battleship Bismarck blev sænket på 27 maj 1941 af skibe fra Royal Navy. Vraget ligger nu på mere end fire kilometer dybde nede på Porcupine dybthavssletten, endnu et imponerende område på bunden af Atlanterhavet.

 

Dag 8: 1. juni 2014, Nordatlanten

47 o 01'N    13 o 11'W.

I dag startede vi på den anden uge på havet, og har sejlet for sejl det meste af tiden, men ved hjælp af motoren, når det er nødvendigt. Dagen gik uden de store udfordringer, med lidt tåge i horisonten og med et par fragtskibe rundt omkring, som enten var på vej væk fra eller med kurs mod Europa. Vi nærmer os de travleste sejlruter i verden, og i de kommende dage skal vi være ekstra opmærksomme på udkigsposterne, og ikke mindst med de manøvrer vi udfører, på grund af den tiltagende trafik, vi nu kan forvente at støde på. Der var en smule sejlhåndtering først på morgenen, hvor Harko besluttede sig for, at sætte forrøjlen og storrøjlen, samt yderklyveren.  I løbet af dagen havde vinden ikke været stærk nok til at sætte storsejlene, men først på aftenen brasede vi til styrbord, og da vindstyrken steg, satte vi fokken og storsejlet. Vores middag til middag sejlads var på 120 sømil og vi har stadig 654 sømil tilbage, inden vi når frem til Amsterdam. Vi nærmer os fastlandet, og dermed forlader vi Abyssal sletten og det dybe ocean, og kommer nu ind i det fladere område kaldet kontinentalsoklen. Snart vil dybden kun være på et par hundrede meter i stedet for et par kilometer, som der hidtil har været mellem os og havbunden. I dag fik udkigsposten endnu engang spottet to klumpfisk, samt et par ukendte arter, som det på grund af afstanden, var vanskelige at identificere tydeligt. Og alt imens vi nærmer os Europa, er vi nu begyndt at se mere skibstrafik i horisonten. Et tankskib blev observeret i horisonten og passerede os om styrbords side om eftermiddagen, samtidig med, at nogle få fragtskibe kunne ses ude i horisonten, på vej ind eller ud af Den Engelske Kanal. Om aftenen var der lagt op til Eduados quiz aften. Deltagerne var talrige og alle og en var ivrige efter at vinde. I alt havde vi seks hold på op til 6 personer. Holdene var "Moby Dick", "Team International", "Matanza", "The Blue Noses", "Nautilus" og "Starboard Watch". Alle deltog med entusiasme og kæmpede tappert i konkurrencen. Vinderen af konkurrencen blev "The Blue Noses" et hold bestående af Claudette, Janice, Connor, Rupes, Roger og Sam med 28 gode svar ud af 30. Holdet bestod af medlemmer, der alle havde været ombord i fra før Azorerne, så vi havde en mistanke om, at det ikke var første gang, de havde deltaget i denne quiz. Tillykke til dem og til alle deltagere, og hver af vinderne blev belønnet med en skibs kalender som præmie.

 

 
   

Dag 9: 2. juni 2014 Nordatlanten

48 o 29'N    10 o 16'V.

Der blev håndteret sejl fra den tidlige morgenstund, da Terry kort før kl 04:00 besluttede sig for at brase skibet tættere til vinden. Og kort efter at den nye vagt tog over kl. 04:00, blev der braset endnu tættere til vinden, og flying jibben blev sat. Da morgenlyset brød igennem over horisonten, passerede et stort fragtskib os om styrbordsside på en afstand af kun 3 sømil. Skibet, HS Bach, havde Charleston i USA som destination og havde en længde på ikke mindre end 294 meter, og vores udkigsposter med kikkerten, kunne se store mængder af containere stablet på dækket. Senere på morgenen passerede vi fragtskibet Atlantic Aktion på 185 meters længde. Formiddagen gik glat, og sejlene blev ikke justeret gennem hele morgenen. Vi oplevede kun små variationer af vinden. Det var lidt køligt hen over hele dagen. Først på eftermiddagen besluttede Harko sig for, at brase sejlene på tværs, med henblik på at drage fordel af vindens drejning til vest. På trods af den lette brise, følte vi at vinden senere på eftermiddagen aftog til et punkt, hvor vi igen bjergede storsejlet og fokken, og motoren blev så startet kl. 16:40. Vi beholdte de reterende sejl oppe for at kunne holde gennemsnits hastigheden oppe med hjælp fra motoren. Kl. 23:00 tiltog vinden og Terry besluttet sig for, at slukke for motoren og igen sætte yderklyveren. Men som så mange gange før, aftog vinden igen, og tre kvarter senere blev motoren igen startet.

På vores 9. dag på havet blev der igen afholdt undervisning, omhandlende navigationslys og blev givet af Emma og Arjan. Arjan havde tidligere haft hyre som fast besætning på Europa, og var nu undervisning og leder af en meget vigtig maritim skole i Holland. Emnet trak fuldt hus, da alle ønskede at kunne aflæse og forstå de forskellige navigationslys, nu hvor vi var på vej ind i Den Engelske Kanal.

Nu hvor vi nærmer os det europæiske kontinent, var vi igen begyndt at se mere dyre- og fugle liv i og på havet. Nu da vi var kommet ind på det Europæiske kontinentale plateau, og temperaturen dermed havde ændret sig fra de kolde nætter på oceanet, oplevede vi i dag en mere tempereret nat.

 

Dag 10: 3. Juni 2014 Nordatlanten

48 o 54'N    07 o 14'W.

Den tidlige morgen var ikke så kold som de foregående dage, men vinden var friskere og natten havde været mørk og overskyet. Ved daggry kunne vi se silhuetten af et stort tankskib, ved navn Floragracht, undervejs til Amsterdam, der passerede os et par sømil væk. Vinden aftog væsentligt op af formiddagen og Harko besluttet sig for at starte motoren, alt i mens vi pakkede fore- og storrøjlene, samt fore- og stor overbramsejlene. Det meste af dagen sejlede vi nu for motor i et område, med flere store skibe i vores nærhed, som enten var på vej til de store havne i Europa, eller var på vej ud i den store verden fra Europa. Hen på eftermiddagen begyndte vinden igen af tiltage og vi satte igen alle rå sejlene, sejlede med dem i et stykke tid, indtil vi igen havde fart nok til at kunne stoppe motoren. Vores middag til middag sejlads var på omkring 123 nautiske miles. Vi er nu 536 sømil væk fra Amsterdam.

Vores skibstømrer, Robbie har de seneste dage arbejdet intenst på en ny log til at måle skibets hastighed ved hjælp af et reb med knuder. Den gamle log blev renoveret for nylig, og i en af forsøgene på at måle vores hastighed, gik loggen desværre tabt, og nu er den erstattet af et nyt stykke træ lavet af Robbie. Den nye log blev straks testet af Arjan og Robbie. Loggen viste, at skibet skød en fart på 5 knob, som var i god overensstemmelse med den hastighed GPS-systemet ombord viste, som var på 5,2 knob.

 

Dag 11: 4. Juni 2014 Nordatlanten

49 o 15'N    03 o 39'W.

Da vi nærmer os Europa fra vest, og vores længdegrader derfor er faldende, var der i dag tid for at ændre tidszone og alle skibets ure blev stillet en time frem i løbet af de tidlige morgentimer. Sejladsen i løbet af de sene nattetimer og de tidlige morgentimer havde været temmelige hektiske på grund af en betydelig øgning i vindens hastighed. Lige efter 02:00 bjergede vi begge røjler, samt de to overbramsejl. Øgningen af vinden skyldtes passage af en koldfront og dens påvirkninger ses tydeligt ved daggry, hvor himlen er klar, det er blæsende fra vest med ægte kold luft og havet er oprørt. Sikkerhedsliner blev spændt op på dækket i de tidlige morgentimer, som en sikkerhedsforanstaltning, og dem på vagt var godt beskæftiget med sejlhåndteringen. Kl 05:30 blev flying jibben bjerget, sammen med de to underbramsejl. Alle disse sejl blev hurtigt pakke af de vagthavende trainies, assisteret af Pelle, Emma og Lutz. Kort efter kl. 08:00 blev vores store mellemstagsejl også bjerget, og erstattet af et mindre og stærkere stagsejl. At sejle i dette område af verden er vanskelig, og kræver fuld koncentration af kaptajn eller styrmand i planlægningen af vores sejlrute, fordi kanalen er overfyldt med store fragtskibe i transit. Blot for at nævne et par eksempler af, hvad vi så af skibe denne tidlige morgen, var der mindst 4 super containerskibe, den ene af dem, Algol Mærsk, med en længde på 338 meter og havde ikke mindre end 20 rækker af containere. Synet af det ene store skib efter det andet krævede koncentration. Det er meget sandsynligt, at der for de fleste af de udkigsposter og officerer på broen på alle disse skibe, at synet af Bark Europa under fulde sejl har været et flot syn i en ellers triviel hverdag.

Først på eftermiddagen, blev vejrforholdende og vindretningen forbedret, og under- og overbramsejlene blev igen sat. Da vi nærmer os den engelske kanal, og er foran vores sejlplan, besluttede Harko at aflægge øerne i den engelske kanal et besøg. Derfor satte vi kurs mod øen Guernsey, en af de største øer i gruppen af Kanal øer. Derfor blev vores kurs en smule mere østlig. Kl 15:30 kom Guernsey så til syne i horisonten. Da vi nærmede os øen, kontaktede vi havnemyndighederne, og anløb den lille bugt udenfor Saint Peter Port. Vi droppede ankeret først på aftenen ved Hawelet Bay på ca. 12 meter vand, og der blev sat ankervagtplan op, da vi ville blive liggende her de næste 36 timer.

 

Dag 12: 5. juni 2014 Saint Peter Port, Guernsey Island, Den Engelske Kanal.

49 o 27'N    02 o 31'W.

Hele dagen var afsat til besøg på øen Guernsey. Alle havde frie tøjle til, selv at rejse, cykle eller vandre rundt på øen. Nogle gik på museum, eller aflagde borgen ved indsejlingen til Saint Peter Port et besøg, andre vandrede ud langs kysten, mens andre gik på shopping i byen og aflagde de forskellige cafeer og barer et besøg. Der blev opsat et fartsplan for vores to gummebåde, hvor man kunne se, hvornår de sejlede mellen havnen i Saint Peter Port og skibet.

 

Dag 13: 6 juni 2014 Sark Island, Den Engelske Kanal.

49 o 18'N   02 o 23'W.

Efter den spektakulære solopgang, lettede vi anker omkring 8:00 om morgenen og begyndte at sejle mod øen Sark. Ideen var at gennemføre nogle sejlads øvelser med “de nye søfartselever”, så de kunne nyde et par timers lærerige og udfordrende manøvrer under sejl. Så snart vi forlod ankerpladsen, blev alle råsejlene sat, sammen med alle forsejl, mellemstagsejl, samt mesan sejlet. Lige efter frokost tog vi den første stagvending. Hele besætningen deltog i manøvren, og øvelserne forløb til ug, til stor begejstring for alle. Da vi nærmede os Sark, var det igen tid til at bjerge og pakke de mange sejl. Og vi ankom til vores nye ankerplads på østsiden af Sark, omgivet af små klipper der stak mere eller mindre op over havoverfladen alt efter tidevandets hærgen. Vi kastede anker omkring 16:00 på en meget solrig eftermiddag. Efter at ankeret var droppet, blev gummibådene sat i vandet, og de fleste blev sejlet ind til Sark. Øen Sark bød på en fantastisk udsigt ud over båden, og viste sig at være et utroligt frodigt sted, dækket med en skinnende grøn vegetation og dekoreret med blomster i forskellige farver. At komme ind på øen, viste sig at være en tricky affære. Dønningerne var lidt høje og landing på stranden var vanskelig og i nogle tilfælder også lidt våd. For at komme ind til byen, skulle man først forcere nogle trapper op ad en stejl skrænt, og senere langs en smuk sti omgivet af træer og masser af tæt, grøn vegetation. Fra toppen af skrænten havde man en meget spektakulær udsigt ned over vores skib, og herfra var det muligt at se Frankrigs kyst på den anden side af Kanalen. Størstedelen af besætning benyttede sig af chancen for at besøge nogle af de lokale pubber og restauranter på øen. Alle var tilbage lige efter midnat.

 

Dag 14: 7. june 2014 Den Engelske Kanal.

49 o 31'N    02 o 14'W.

Os der var på ankervagt denne nat, fik os et fascinerende skue, da et gevaldigt tordenvejr kom forbi, og lyste himlen op med kæmpe lyn. Det hele varede i mindst 45 minutter, og blev efterfulgt af kraftig regn. Lysstrålen fra de nærliggende fyr fejede hele natten henover den sorte himmel, og da stormen nåede sit klimaks og sigtbarheden var mest begrænset, skræmte hornet fra fyret alle på vagt fra vid og sans med et højt dut, hvilket ingen var forberedt på. Efterfølgende kunne vi godt se, at der i søkortet stod en notits om, at hornet var et af de meget kraftige. Den efterfølgende morgen lettede vi anker 10:40 grundet tidevandsstrømmende, der herskede på ankerpladsen. Havstrømmen tæt på Sark kan nå op på 6-8 knob, så det er med at komme afsted i rette tid. Vejrforholdene var ikke ideelle for os i dag, da vinden nærmest udeblev, og vi forlod derfor Sark for motor. Nu var vi ved at være inde i den tætte trafik i Kanalen, så udkigsposterne på fordækket havde nok at se til. Ud på eftermiddagen fik vi uventet besøg inde fra land, nemlig af en træt due. Den blev fundet gående rundt på hoveddækket, og til sidst kom duen ind i skibets bibliotek. Vi satte duen i en kasse, hvor den måtte bo, indtil vi igen kom tættere på land, og den forhåbentlig igen ville gå på vingerne.

I dag stod vores aktiviteter om bord på rundvisning af skibets maskinist, Greg. Han havde organiseret en “dungeons tours”.  På rundvisningen viste Greg  os skibets maskinrum, styremaskinen til roret, og alt det tekniske omkring fremstilling af ferskvand, med alle sine pumper og tanke, forskibet med sine kraftværker og lænsesystemer. Da det blev aften, holdt skibslægen, Maarten et foredrag om skibsmedicin og sikkerhed til søs.

 

Dag 15: 8. juni 2014. Den Engelske Kanal.

50 o 26'N    00 o 54'E.

Det var en herlig morgen med en klar himmel, som gjorde det muligt, at se alle de store nordlige stjerne konstellationer. Højt oppe på himlen var det muligt at se Polar Sstjernen, halen af Karlsvognen og mod øst var Vega, Deneb og Altair skinnende og funklende klare på den mørke himmel. I horisonten var der endnu et sæt konstellationer synlige, godt nok menneskeskabte konstellationer i form af en lang og endeløs række lys fra de mange skibe, som krydser Den Engelske Kanal. De fleste af dem var enten enorme tankskibe eller containerskibe. De, der var på dækket var vidne til en verdens økonomi i aktion. Hver eneste af disse skibe er relateret til os eller til vores samfund på en eller anden måde, og sandsynligvis de fleste (hvis ikke alle) af de varer, du har derhjemme har tilbragt et par uger pakket i en container, der rejser på tværs af de store verdenshave rundt om kloden. Det samme gælder for benzin, brændstof og olie, som alle disse tankskibe transporterer, og som er med til at flytte rundt på bilerne i vores byer og flyene oppe på himlen.

På trods af den imponerende størrelse af alle disse både, og alle de godbidder, som de transporterer, og som er livsnødvendige for vores moderne samfund, er der en bagside ved denne medalje. Nemlig mængden af forurening, som udledes til Jordens atmosfære. På alle de seneste ugers sejlads, har vi været vidner til solnedgange i krystalklar luft, men nu var forureningen af luften tydelig i horisonten. Ved vores ankomst til den engelske kanal-den travleste maritime rute i verden, var vi begyndt at kunne se en lys grøn-gullig dis i horisonten. Da vi nærmede os Doverstrædet,-det smalleste sted i Den Engelske Kanal, blev disen endnu tydeligere. Disen stammer fra afbrændingen af drivstoffet, der er brændt af af alle disse fragtskibe. Hvert af disse store monsterskibe, brænder flere hundrede tusinde af liter svær brændstof af, som indeholder store mængder af svovl og andre kemikalier. Når brændslet er brændt af i skibets motor, er det de gasser forbrændingen producerer, som der frigives til atmosfæren, der giver denne grøn-gullig dis vi har set. Det er den pris, vi skal betale for at leve i en højt industrialiseret og specialiseret verden. Det er værd at nævne, at en af disse supercontainere brænde omkring 5 millioner liter brændstof af i løbet af en enkelt tur med en varighed på to uger.

 
  Niels måler middagshøjden med sekstanten.

Efterhånden som vi bevæger os længere og længere mod øst, er vi ved at krydse en anden imaginær linje, som vi mennesker har trukket for at dele vores verden op i to dele, henholdsvis den vestlige og østlige halvkugle. Omkring 5:30 vi var tæt på linjen og alle stod nu oppe ved styrehuset, for at se GPS’ens  overgang til Jordens anden halvkugle. Overgangen fra vest til øst, bedre kendt som Greenwich Meridian, skete i den flotteste solopgang. Vi var nu på den østlige halvkugle. Og på selv samme dag krydsede vi også det berømte Dover Stræde. Vi gik ind i den vestlige del af sundet i den tidlige eftermiddag, og ved 20:00 var vi i den nordøstlige del af sundet, omgivet af snesevis af fragtskibe på vej ud i verdenen. Mod nord kunne vi på lang afstand se de berømte klipper i Dover og mod syd kunne vi se Calais og Kap Gris-Nez, der markerer udgangen af strædet.

I løbet af eftermiddagen, havde vi to foredrag af eksperter inden for deres respektive områder. Den første var om tryksystemer og blev givet af canadieren Louis, også en af de medrejsende. Louis underviser til daglig i meteorologi i en skole for luftfart i Canada. Hans foredrag trak fuldt hus, og fandt sted på hoveddækket. Senere, efter middagen, havde vi en anden forelæsning, denne gang givet af Daniel, endnu en af vores eksperter om bord. Daniel er en matematiker med speciale i topologi og inden for topologi, har han specialiseret sig i matematiske knob. Topologi er studiet af geometriske egenskaber og rumlige relationer upåvirket af den løbende ændring i form eller størrelse af figurer. I sit foredrag viste han sin passion for matematik og om emnet knob, og han forklarede, hvad en matematisk knude er og hvordan man klassificerer dem. Daniel fik meget interesant teorierne omkring knob bundet sammen med strukturerne i DNA strengen i vores celler. Dette arrangement trak også fuldt hus.

Dagen sluttede med en spektakulær solnedgang og en meget rolig nat, som kun blev forstyrret af lyden fra motoren. Det har været lidt irriterende, men vi har ikke haft vind i de sidste 48 timer. Vi sejlede i dag 106 sømil, og ved middagstid var vi kun 77 sømil væk fra Amsterdam.

 

Dag 16: 9. juni 2014 Nordsøen

51 o 48'N    02 o 40'W.

Her til morgen forlod vi den engelske kanal, og kom nu ind i Nordsøen. Nu sejlede vi parallelt med den Belgiske kyst, krydsede indgangen til havnen i Antwerpen midt på formiddagen, og vi kom endelig ind i hollandsk farvand ved middagstid. Hele dagen havde været tåget med enkelte pauser, hvor det lykkedes os i at se en smule blå himmel. Vinden tiltog en smule i løbet af dagen, og Harko beordrede alle råsejl og stagsejl sat, hvilket fik hastigheden til at stige en smule, men ud på aftenen faldt vinden igen, og vi var tilbage hvor vi kom fra. Vi løb fra tid til anden ind i flere sømærker, som advarer skibsfarten mod de lavvandede områder ud for den Hollandske kyst.

I dag havde vi også vores sidste aktiviteterne om bord. Leslie, et af vores medrejsende besætningsmedlemmer, gav os et lille foredrag omkring Plankton. Hun gennemgik alle de grundlæggende aspekter på livet for disse organismer, som lever i og af havet. Hun beskrev, hvordan de vandrer på tværs af de forskellige lag af vand, og også hvordan de udgør det første led i fødevarekæden for næsten alle arter på Jorden.

Eduardo sluttede dagen af med at præsentere en lille logbog over vores tur fra Azorene, og som alle ville modtage en elektronisk kopi af. Efterfølgende mødtes vi på hoveddækket, hvor vi fik en drink og kunne nyde den klare himmel, der havde åbnet sig omkring os. Det var en perfekt måde at afslutte vores sidste dag på havet.

Dag 17: 10. juni 2014 Nordsøen Channel - Ijmuiden - Amsterdam.

51 o 48'N    02 o 40'W.

I den tidlige morgen, ventede vi stadig på mere vind, som kunne give os det sidste skub i retning af Ijmuiden. Men vinden lod vente på sig, og derfor måtte vi fortsætte for motoren. Dog fik en lille kraftig byge tæt på skibet aktiviteten omkring sejlhåndteringen til at stige gevaldigt, da den havde en hel del kastevinde med sig. Sejlene blev rebet for senere igen at blive sat, og derpå endnu engang at blive bjerget. Senere på formiddagen, blev sejlene så igen sat, for at gøre skibet klar til vores ankomst til Ijmuiden. Vi ankom til Ijmuiden med hele 22 fulde sejl, og bjergede dem først igen, lige efter vi var kommet inden for ydermolen i Ijmuiden. Efter at vi var ankommet til Ijmuiden, lagde vi til kaj lige inden for slusen. Her havde Bark Europas kontor i Amsterdam stablet en velkomstfest på benene, hvor mange af de tidligere besætningsmedlemmer og medrejsende fra tidligere ekspeditioner var mødt op for at byde skibet velkommen hjem efter sin jordomsejling. Efter to timers velkomstmodtagelse, forlod vi igen Ijmuiden for motor med kurs mod Amsterdam, og dermed var vi ude på de sidste 12 sømil af vores rejse. 3 timer senere var skibet endelig fortøjret til Pier 17 i Amsterdam centrum.

Det var vores sidste aften om bord på "Bark Europa". Alt skulle være klar til afmønstring i morgen efter morgenmaden, så der var stor pakkeaktivitet i de forskellige kahytter. Aftenen var lun, så vores sidste middag blev nydt på dækket til larmen af storbyen.

En oplevelsesrig rejse var nået til sin ende, og der var kun tilbage, at sige et sidste farvel til en masse nye venner fra hele verdenen, inden hverdagen hjemme i Danmark igen pressede sig på.

Helt sikkert ikke sidste gang jeg har sejlet med Europa. “015 kunne meget vel gå til Belfast, for at deltage i Tall Ships Races, og meget gerne på bark Europa.


Niels

Du kan se mange flere billeder fra turen via Niels' Dropbox. Brug dette kortlink kortlink.dk/dropbox/f2ar


Forrige side: Alle Marthaglimt     Næste side: Marthas position
{* *}