På langfart til Polen

Martha ligger og venter på os ved kajen i Vejle. Jeg kommer til et rent og fint og aflåst skib, som den første.
Annemette har forsynet mig med indkøbslister, hvis jeg nu skulle få hovmesterjobbet. Jeg føler mig på den måde rede. Tak til Annemette, som desværre måtte blive hjemme.
Vi er nogle stykker, som køber ind, og alt tjekkes efter bogen. Stemningen er venlig og hjælpsom. Vi er syv mænd og to kvinder. De to sidste står på i Korsør. Så der må vi til.
Vejret er smukt og lunt og blikstille.

Så vi tøffer ud forbi Olouf Eliassons nye bygning i havnen på vej østpå.
Vi tøffer videre forbi Æbelø og Fynshoved og Romsø.
Danmark er smukt set fra Martha. Marsvin svømmer tæt på os, og vi er vist nærmest lykkelige.

	Jesper Ø. og skipper Steener på vej ind til Kolobrzeg. Et ikke særlig originalt piratskib følger efter.

I Korsør må vi lede efter vand og strøm … som sidste gang.
Vi springer rundt i små grupper og ser solnedgang igennem røde stokroser langs gamle fiskerhuse eller fæstningsanlægget fra 1100-tallet med tårn og magasiner og voldgrav.
Korsør var jo også færgehavn, kan den aldrende besætning huske.
Og stadig flådehavn.
Vi overnatter der - jeg er så heldig at sove på dækket under stjernerne.
Peter og Karsten står på, og vi er fuldtallige. Vi forsyner os med Føtex bedste morgentilbud og deler tjanser og opdeles på tre vagthold, da vi også skal sejle om natten.

Steener er en rolig velovervejet mand og en dygtig skipper, Peter og Jesper sejler begge som styrmænd. Og begge træner deres kroppe med elastikker, mon det hører med til jobbet?
Vi har Preben og Karsten, som tjekker motoren. Preben spiller desuden tværfløjte og siger ting som: “Fuldmånen står altid op modsat, hvor solen er gået ned., har du lagt mærke til det?” Tak Preben.
Leif og Finn Per og Jens og Jens, som passer sejl og trosser og springer og klatrer. Og bager boller og fisker og laver sejlmageropgaver.
Leif er desuden hovmester.
Og så er der Dorte, som kaster sig ud i at prøve nye ting, som vil lære.
Og mig, som er på udkig med både grøn og grå stær og kikkert. Nå, Dorte fik mig til at interessere mig for trosserne.
Den venlige besætning giver plads til os alle.

	Skipper Peter Møller Johansen modtager byen Gdansks nøgle på Marthas vegne.

Vi sejler for sejl forbi Stigsnæs. og Karsten fortæller om Gulf Oil A/S olieraffinaderi og den 18 meter dybe havn og brand og … . Det, at en eller anden ombord øser ud af sin viden om det, vi ser undervejs, er en gave.
Så ved vi mere om fugle og raffinaderier og hinanden.
Vi passerer Stubbekøbing.
Ved solnedgang har vi vagt og sejler ganske langsomt forbi Møn.
Da vi har vagt igen tæt på solopgang, hvad ser vi? Møn.
Leif fortæller om Nyord. Det må jeg se engang. Og det kom jeg til på cykeltur tre uger senere sammen med en kæmpe stæreflok.
Og vi snakker om hvad langvarige venskaber kan løfte. Skoler.
Og Martha.

Efter nok otte timers sejlads og flere lange ben erfarer vi, at munter snak med rorgængeren ganske let kan sætte vores forsøg på at komme mod øst overstyr. Men frem kommer vi. Forbi en kæmpe vindmøllepark.
Preben lader mig styre ind i det smalle løb til Stralsund for sejl.
Byen ligger mellem fastlandet på en halvø og Rügen.
Det er en gammel Hansestad og på Unescos liste over verdens kulturarv.
Stralsund handlede især med norden.

	Preben Gramhart bestykker sig mod solen.

Men Østersøen, som er et indhav eller verdens største brakvandssø, binder mange lande sammen.
Også og især dengang i middelalderen.
Russisk pelsværk og voks byttede plads med flandersk klæde og tysk øl med saltede sild. Fra Danmark kom heste og kvæg. Hør og tjære og svensk jern og kobber blev byttet med tørret torsk og rav.
Nogle af os trak i landgangstøjet: ens ternede skjorter og sorte jeans, kasketter og sneakers med hvide såler. Således klædt parate til at se Alte Markt med rådhus og St. Nicholas kirken og købmændenes meget rigt udsmykkede huse.

Nå, men vi skulle jo ad Pommern til, og det kom vi.
Første polske havn er Kolobrzeg, som har færgeforbindelse med Nexø på Bornholm. Den er kendt som kurby. Den polske kyst består af uendeligt lange lysende hvide strande med skov ned til kysten.
Smukt og ensformigt.
Byerne ligger ganske ofte ved en flod eller lidt længere inde ved en indsø bag klitterne. Denne by ligger ved floden Parceta.
Da der ikke er megen industri er luften og vandet vistnok rent.
Desværre bliver vi mødt af en falsk hansekogge og et lige så falskt vikingeskib og en kæmpe Mickey Mouse. Men gamle fyrtårne er der i alle havnebyerne. De tiltrækker og giver et godt overblik. Andre så en skanse vist fra Den kolde Krig?
Når vi sejler må vi kigge efter fiskebøjer, som ikke alle står vinkelret på kysten.
Østersøtorsk og østersølaks og fiskere, som ikke synes om den voksende bestand af sæler.
Vi snakker om Nord Stream 1 og 2, som er 1.224 km rør fra Vyborg i Rusland til Lubmin i Tyskland.
Rørene går tæt forbi Bornholm.
Og vi ser gule afmærkninger og store bøjer, hvor der er mulighed for at tanke fra rørene, eller hvad det nu er, der gemmer sig dernede?
Østersøen blev i 2004 af UNEP FNs miljøprogram udpeget til “død zone” på grund af iltsvind og algevækst. Det skyldes bl.a. den store kvælstoftilførsel fra landbruget og miljøgifte fra industrien.
Lidt langt fra kurbyens ønsker om rent vand.

Polens nordgrænse er på 524 km lang.
Vi skal næsten til den østlige grænse mod Kaliningrad.
Næste stop er Utska, som ligger ved floden Slupia.
Her er voldsomme minder fra 30/1 1945, hvor M/S Wilhelm Gurstloff blev sænket med måske 9.000 krigsflygtninge om bord af en sovjetisk ubåd.
Her er store bunkersanlæg.
Og et skønt fyrtårn.
Vi ser fyrtårn efter fyrtårn i natten og runder tangen Hal med et fiskerleje og sejler ind i bugten med de store tvillingebyer Gdinia og Gedansk.
Gdansk har en kæmpestor havn med mange grene.
Der er aktivitet overalt. Men rigtigt arbejde - ikke kun turistindustri.
Og det var havnearbejderne her der med Lech Walesa i spidsen dannede Solidaritet, den første fri fagforening i 1988 eller 89.
Vi sejler ind i hjertet af byen. Martha får en fornem plads nær den nye fodgængerbro, som giver lyd hver halve time, når den går ned for at lade fodgængerne passere eller op for bådene. Vi er ikke alene, men del af en mængde andre sejlskibe fra flere lande, som er del af Baltic Sail-arrangementet. En lattermild og energisk kvinde sørger for, at vi får hvide t-shirts og armbånd, som medfører, at vi kan få to øl pr. dag og gratis morgenmad og adgang til musik og ikke mindst bad.

	Afslutningsmiddag for Marthas besætning i Gdansk.

Vores opgave er at holde åbent skib og fortælle røverhistorier.
Det er et vældigt arrangement og mange turister er kommet til og folkene bagved må hænge i.
Sejlerfolket går på besøg på hinandens både og mødes over mindst en øl eller to.
Selve byen ser gammel ud og meget smuk. Som Martha.
90 procent af byen blev ødelagt under Anden Verdenskrig. Ufatteligt trist.
Man bygger stadig efter 73 år op i gammel stil, kirker man ikke er færdige med og gamle fabriksbygninger, som måske skal bruges til galleri.
Dog sideløbende helt moderne bygninger. Men man vil have sin historie tilbage.
Jeg blev dybt rørt.

Polen har en omtumlet historie. Så var det et kæmperige med høj kultur, så var der ikke noget, der hed Polen. Så blev grænserne flyttet der, så her. Med de mægtige naboer og den historie kan jeg forstå deres søgen efter egen identitet.
Det helt rigtige sted at slutte dette års Baltic Sail med de gamle sejlskibe.
Og så var det bare om at finde en overnatning og et fly hjem, da Martha fortsatte mod nye horisonter uden Steener og Dorthe, som kom til Gdansk, og mig.
Tak for en god tur.